Referat fra ordinær generalforsamling i Grundejerforeningen Stubbegården lørdag den 21. maj 2022 på Fyrkroen.
Generalforsamlingen begyndte kl. 9.00, hvor der blev serveret kaffe/te og rundstykker. Formanden, Nils Viebjerg, bød velkommen. Der var mødt 31 personer, der incl. fuldmagter repræsenterede 21 parceller.
Punkt 1. Valg af dirigent.
Bestyrelsen foreslog Søren Lind, der blev valgt uden modkandidater. Søren konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne.
Punkt 2. Bestyrelsens beretning.
Formanden fremlagde bestyrelsens beretning, se vedhæftede bilag.
Per Hansen henledte opmærksomheden på nogle rester fra buske ved den nye bænk, der var til gene for færden på stedet.
Et medlem rejste spørgsmålet, om der kunne blive etableret en central plads for affaldskontainere?
Formanden oplyste, at spørgsmålet havde været rejst på mødet med kommunens folk, hvor det blev afvist.
Beretningen blev taget til efterretning med applaus.
Efterfølgende blev ordet givet til foreningens kasserer, Marius Hansen, der gav en kort status vedr. Nordkystens Fremtid.
Marius kunne meddele, at der fortsat var gang i planlægningen af de aktiviteter, som benævnes Nordkystens Fremtid, der tog sin begyndelse i 2013, som er et resultat af stormen ’Bodil’.
Projektet omfatter kystsikring ud for de tre nordkyst kommuner Halsnæs, Gribskov og Helsingør. Kystsikringen, 46 kilometer fra Hundested til Helsingør, vil primært bestå i strandfodring med sand og i nogle tilfælde ral. Dette sidste er gældende ud for vores kyststrækning p.g.a. Natura 2000, der på en række strækninger ikke tillader fodring med sand af hensyn til dyre- og planteliv.
Finansieringen af initialfodringen gennemføres forskelligt i de tre kommuner.
Halsnæs: Her betaler grundejerne i 1. række det fulde beløb.
Gribskov: Her betaler kommunen 75% og grundejerne i 1. række 25%.
Helsingør: Her betaler kommunen det fulde beløb.
Grundejerforeningens kyststrækning udgør 68 meter. Med de nuværende råstofpriser vil de 25% af initialfodringen, som foreningen skal betale, udgøre ca. kr. 85.000.
Det er p.t. uklart, hvornår ovennævnte beløb skal betales. Umiddelbart kan grundejerforeningens nuværende formue honorere omkostningen ved initialfodringen. Et følgekrav er dog, at der ikke ’spises’ af formuen i forbindelse med den fremtidige drift.
Punkt 3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
Marius Hansen gennemgik hovedlinjerne i det udsendte regnskab. At underskuddet blev lidt større end budgetteret, var et resultat af den uventede omkostning vedr. fældning af træer syd for Markvænget.
Marius orienterede samtidig om, at han havde fået en henvendelse fra naboen syd for Markvænget, der var interesseret i at overtage det smalle areal, hvor de fældede træer havde stået. Naboen er indstillet på at betale de med overtagelsen relaterede omkostninger. Henvendelsen afventer drøftelse i bestyrelsen.
Regnskabet blev godkendt.
Punkt 4. Forelæggelse af budget.
I budgettet for 2022 lægges der op til et underskud på ca. kr. 22.000,00, hvilket er et resultat af etableringen af foreningens hjertestarter.
For at sikre, at der fremover er balance i den løbende drift og dermed undgå, at der årligt ’spises’ af formuen, foreslog bestyrelsen en kontingentforhøjelse fra kr. 950,00 til kr. 1.200,00 pr. år.
Hertil kommer, at bestyrelsen forventer, at bidraget til Kystsikringslaget reduceres, idet det store lån, der blev optaget for at reparere skaderne efter ’Bodil’, er afviklet.
Budgettet og kontingentet blev herefter godkendt.
Husk indbetaling af kr. 1.200,00 på reg.nr.: 2411 og konto nr.: 0250009312 senest den 1. juli 2022. Angiv navn og parcelnummer (ikke husnummer) på overførslen.
Punkt 5. Forslag fra bestyrelsen.
Udover kontingentforhøjelsen havde bestyrelsen ikke fremlagt andre forslag.
Punkt 6. Forslag fra medlemmer.
Som det fremgik af indkaldelsen, havde Bjørn Jacobsen indsendt 5 forslag, som blev behandlet i rækkefølge:
1. Græsarmering ved svingene
Efter en del debat omkring det konstruktive i forslaget, blev det trukket tilbage og henvist til yderligere behandling i bestyrelsen, idet der ikke kunne stemmes om forslaget, da det ikke omfattede den relaterede økonomi.
2. Etablering af informationsportal
Debatten afspejlede en positiv stemning for etablering af en hjemmeside. Søren Linds undersøgelse havde vist, at der kunne etableres et lukket forum til den ønskede information for kr. 5.500,00 og med en årlig afgift på 2 – 300,00 kr.
Den begrænsede omkostning gav anledning til en kommentar om at henvise forslaget til videre behandling i bestyrelsen.
En afstemning ved håndsoprækning viste, at 17 af de stemmeberettigede var interesseret i, at der blev etablere en hjemmeside.
3. Opdatering af vedtægter – herunder dynamisk indsendelse af forslag fra medlemmer
Bjørn Jacobsen ønskede, at medlemmerne blev varslet i god tid før generalforsamlingen om, at forslag skulle indsendes. Efterfølgende skulle indkomne forslag rundsendes, hvorefter der skulle være mulighed for indsendelse supplerende forslag.
Per Hansen fandt, at den kommende hjemmeside måtte være det rigtige værktøj til løsning af dette forslag.
John Larsen kunne ikke stemme for forslaget.
Marius Hansen fremførte, at vi ikke skulle opbygge mere bureaukrati.
Bjørn Jacobsen fastholdt vigtigheden af et varsel, men var indforstået med, at forslaget blev trukket tilbage og henvist til efterfølgende behandling i bestyrelsen.
4. Deklarationer, love og ordensregler
Bjørn Jacobsen indledte forslaget med at tilkendegive, at de fleste regler i deklarationen for området og tilhørende vedtægter ikke blev overholdt.
Han var overbevist om, at arkitekten havde tænkt sig om, da han planlagde områdets udseende m.m. Fastholdelse heraf var ikke muligt, hvis alle bare overtræder reglerne, som de vil.
Dette oplæg gav anledning til en række spørgsmål, udsagn m.m. i lighed med:
- Hvem skal håndhæve reglerne?
- Bestyrelsen kan påpege afvigelser og henstille til overholdelse af regler.
- Bestyrelsen er ikke nogen politimyndighed.
- Myndighedsansvaret for overholdelse af deklaration og regler ligger hos kommunen.
- Deklarationen og vedtægterne er oldnordiske.
- Det er intimiderende at få mail fra formanden.
- Brugen af området er anderledes i dag end i 1960’erne, hvorfor f.eks. overkørsler over rabatter bør tillades udført som andet end græsarmeret overkørsel.
- Jeg kan huske, da vi kun havde naturlige hække, uden stram klipning. Lad os få det pænt igen.
- Uanset regler er der altid nogen der afviger.
- Lad os få et grundigt og samlet oplæg til, hvordan området skal se ud – herunderforslag til regler, der afspejler, at udstykningen har ændret sig.
Nils Viebjerg repeterede, at deklarationens regler var tinglyst på den enkelte parcel, hvorfor evt. ændringer ville kræve en ny tinglysning plus de relaterede omkostninger.
At bruge kommunen – som er den påtaleberettigede myndighed – er en mulighed, som nok bør anvendes med omtanke, da erfaringen viser, at embedsmændene f.eks. i relation til beplantning holder sig nøje til de tinglyste regler.
Hans forslag var, at bestyrelsen via kommunen undersøgte, hvilke muligheder der er for at få godkendt nye deklarationer.
Bjørn Jacobsen trak forslaget tilbage og tilkendegav, at det havde været en fin debat. Han henstillede til, at bestyrelsen fokuserede på en oprydning i foreningens regler.
5. Grønningen – vitalisering
Søren Lind indledte med at henvise til deklarationen, der definerer, at Grønningen skal holdes minimum, som den så ud ved overtagelsen ved foreningens start.
Bjørn Jacobsen oplyste, at han havde værert i kontakt med Michael (den landmand der slår græsset på Grønningen m.m.), der havde oplyst, at der kunne etableres en blomstereng for kr. 5.000,00 plus frø.
Han ville gerne have gang i en debat om, hvorvidt der var interesse for, at der blev gjort noget for at ændre på Grønningens – efter hans opfattelse – triste udseende.
Oplægget gav anledning til en række udsagn for og imod forslaget, f.eks:
- God ide med en blomstereng, men man bør anerkende, at der er forskel mellem drøm og realitet. Blomsterne er der kun i en periode.
- Man kunne prøve med den ene halvdel og derefter evaluere resultatet.
- Forslaget om træer og buske giver anledning til bekymring primært p.g.a. det nødvendige vedligehold.
- Træer vil hindre udsigten og på sigt aftensolen.
- En blomstereng vil kraftigt forøge mulighederne for at støde på flåter.
- Danmarks Naturfredningsforening vil gerne komme og rådgive vedr. en blomstereng.
- Der er mulighed for assistance fra Skovskolen vedr. optegning af de ønskede tiltag.
- Erfaringer fra andre ‘blomsterenge’ viser, at det ikke bliver billigere at vedligeholde arealet, da det visne materiale skal fjernes, inden der kan etableres ny blomstereng.
- En blomstereng kræver løbende vedligholdelse for at undgå invasive ukrudtsplanter.
- Jeg kan godt lide den nyslåede Grønning.
Bjørn Jacobsen trak forslaget tilbage og henstillede til, at der blev nedsat et udvalg, der kunne arbejde videre med ideen.
Punkt 7. Valg af formand.
Som det fremgik af indkaldelsen, havde Nils Viebjerg efter ca. 30 år som formand besluttet ikke at genopstille.
Bestyrelsen foreslog Søren Lind, der enstemmigt blev valgt.
Søren Lind takkede for valget og nævnte, at han var 47 år og havde boet på Stubbegårdsvej 21 siden 1998. Hans fokus ville være at fastholde det grønne indtryk med et minimum af regler.
Søren Lind takkede Nils Viebjerg for indsatsen gennem årene.
Fremtidige E-mails til Søren Lind bedes sendt til: fmd.grfstubbegaarden@gmail.com
Marius Hansen bad om ordet og takkede Nils Viebjerg for indsatsen og samarbejdet gennem årene. Takken blev ledsaget af en gave og applaus fra de tilstedeværende.
Per Hansen overrakte Nils Viebjerg en vin-hilsen med tak for indsatsen gennem alle de år, hvor han havde været medlem af foreningen.
Nils Viebjerg takkede for gaver og de pæne ord. Han mindede samtidig om den holdning, som stifterne af foreningen havde givet videre til ham: Grundejerforeningen Stubbegården skal være et område, hvor vi alle i fordragelighed sammen med familie og venner kan nyde området, naturen ved Nordkysten, den friske luft og derigennem lade op til hverdagens udfordringer.
Han sluttede med at ønske foreningen god vind.
Punkt 8. Valg af næstformand.
Ikke aktuelt i 2022.
Punkt 9. Valg af kasserer.
Ikke aktuelt i 2022.
Punkt 10. Valg af revisor.
Annie Pedersen blev genvalgt med applaus.
Punkt 11. Valg af suppleanter.
Otto Ingstrup blev valgt som suppleant for bestyrelsen. Marianne Wulff blev genvalgt som revisorsuppleant.
Punkt 12. Eventuelt.
Under eventuelt afleverede Ingelise Knuthsen et notat vedr. vort areal nord for Fyrstien, som hun ville have med i referatet.
Notatet skabte forundring, idet det omfattede en gentagelse af flere tidligere indlæg, som senest blev afvist på generalforsamlingen i 2021. Notatet er vedlagt som bilag.
Desværre blev den sidste del af generalforsamlingen stærkt påvirket af støj fra et andet selskab i lokalet. Er Fyrkroen det rigtige sted at afholde generalforsamlingen i fremtiden?
Dirigenten afsluttede generalforsamlingen kl. 10.51.
Formanden takkede dirigenten og ønskede alle en god sommer.
Gilleleje, maj 2022 Referent: Vibeke Lorenz Hansen